forside  | nyhedsbrev | alt om te  | om teSelskabet | hvor er vi ? | handelsbetingelser  | søg & find  | indkøbskurv  | stamkunde

her kan du læse næsten alt om te og forskellige tetyper:

Te er hovedsageligt bladene fra en busk ved navn Camelia Sinensis. Buskene plantes som regel  i snorlige rækker og skæres ned til brysthøjde, så de er lettere at plukke.
Te der vokser højt i bjerge er som regel bedst og gode teer består udelykkende af de 2 øverste blade og skuddet fra de øverste grene på busken. Særligt fine teer plukkes på ganske bestemte tidspunkter og består udelukkende af de spæde og endnu u-udfoldede topskud.
 
Det vi kalder te kan inddeles i 6 hovedgrupper:
grøn te
Grøn te kendes især fra Kina og Japan. Det er det tætteste man kommer på tebladenes umiddelbare smag. Efter plukningen dampes, eller tørres bladene hele for at stoppe den naturlige gæringsproces. Herved  bibeholder bladene flere af de naturlige olier og vigtige antioxidanter og de bliver bløde og lettere at forarbejde. Efter tørringen rulles og vrides bladene på forskellige måder, hvorefter de igen tørres for at reducere væskeindholdet. Under rulningen nedbrydes cellestrukturen i bladene, hvilket letter udtrækningen af de gode stoffer når vi brygger den. Processen gentages efter behov indtil bladene langsomt er helt tørre.
Under rulningen bestemmes teens færdige udseende og det er imponerende så mange forskellige udtryk de samme blade kan få, efter at have været i hænderne på en kyndig te arbejder.
 
Grøn te er sart i smagen, men kan være alt lige fra sødlig og fyldig til spinkel og let bitter. Man bør aldrig komme mælk i grøn te, da mælkens fedme ødelægger de fine nuancer i teen og gør den flad og kedelig. Der findes flere forskellige grønne teer i Kina end der findes vine i Frankrig - så er du en gang blevet skuffet er det op på hesten igen - der findes helt sikkert en type der passer dig...
 
En spændende type grøn te, der er på vej frem er den hvide te, som i sin reneste form består af endnu uudviklede topskud, der nænsomt behandles og knap berøres gennem hele processen. De giver en underfundig og yderst aromatisk mild te, som giver påmindelser om de ypperste vine, men er så sarte i smagen, at det kræver en udviklet gane for virkeligt at sætte pris på de fine nuancer.
 
Eksempler på grønne teer er: gunpowder, lung ching, sencha, gyokuro, matcha og chun mee. 
 
sort te
Den sorte te blev opdaget ved et tilfælde da en ladning grøn te fra Kina begyndte at gære under hjemtransporten med skib til Europa. Den sorte te viste sig hurtigt at passe bedre til europæernes smag, end den grønne te. De mest kendte sorte teer kommer fra Indien og Kina, men der dyrkes også sort te i Rusland, Afrika og i Indonesien. 
 
Istedet for at dampe, eller riste teen lige efter plukningen, breder man bladene ud i lune og fugtige omgivelser indtil de bliver bløde og vandindholdet reduceres. De bløde blade rulles og knuges herefter enten ved håndkraft, eller maskinelt. Under denne behandling blandes de endnu aktive enzymer i bladene med luften og sætter en gæring igang. Under rulningen afgøres teens færdige udseende og smag. Bladene tørres til sidst i ovne, eller på riste i solen for at standse gæringen og teen er nu klar til igen at blive sorteret i forskellige kvaliteter med forskellige egenskaber.
 
Sorte teer har en helt anden smag end de grønne teer og er mere taknemmelige overfor en dråbe mælk. De fineste sorte teer er dog så sarte og elegante at man bør undlade mælken for at få det fulde udbytte af teen.
 
Eksempler på sorte teer er: darjeeling, ceylon, keemun, yunnan, assam og panyong. 
 
oolong te
Oolong teer er ikke så kendte herhjemme, hvilket er synd, for de er typisk meget bløde og behagelige, bliver aldrig bitre og indeholder knap så meget koffein.
Teerne er halvfermenterede, hvilket betyder at de befinder sig et sted imellem grøn og sort te, hvor der ganske vist er sat en gæring igang, men hvor den stoppes inden bladenes karakter ændres alt for meget. Oolong teer rulles sjældent helt, så det er ofte muligt at fornemme strukturen af de hele te-blade under brygningen.
De fineste oolong teer siges at komme fra Taiwan, men hos teselskabet har vi også en spændende oolong fra Sumatra, der ikke lader meget tilbage at ønske.
 
Eksempler på oolong teer er: formosa choice, fine champagne og red stem.
 
aromatiseret te
I tidernes morgen fandt opfindsomme købmænd på at spæde den dyre te op med andre planter, blomster og krydderier. Det var starten på den trend der idag giver sig til udtryk i opfindsomme teblandinger tilsat mere eller mindre naturlige smagsstoffer og olier, samt frugtstykker, blomsterblade m.v. Gode aromatiserede teer understøtter teens smag, dufter dejligt og er smukke at se på. Hos teselskabet er der udelukkende tilsat naturlige ingredienser til aromateerne og grundteerne er af høj kvalitet.
Jasminte er én af Kina's klassiske aromateer, der for de bedste kvaliteters vedkommende laves ved at lægge friske jasminblomster ud sammen med teen, hvorved teen optager duften og smagen fra blomsterne. Mange der idag sætter pris på de sarteste og mest eksklusive rene teer, havde sine første oplevelser med aromateerne og har så sidenhen bevæget sig dybere ind i de rene teers verden.
 
Eksempler på aromateer er: Earl Grey, skovbærte, jasminte, cream te, rabarberte.
 
tisanes/frugtteer
Det smuktklingende franske ord "tisanes" dækker over teer, der ikke består af te, men af frugt- og plantestykker. Tyrkerne har deres æblete og i Mellemøsten er mynteteen ofte rene mynteblade og kan derfor regnes med i denne gruppe.
Andre teer i denne gruppe er Maté fra Brasislien, Rooibos og Honeybush fra Sydafrika og Lapacho fra Peru.
Mange af disse "teer" er velegnede til iste, både med og uden sukker.
 
urteteer
Urteteer har mange års tradition og ligger lige i grænsefeltet mellem nydelse og medicin. Traditionelt har munke, læger og hekse blandet urter med forskellige egenskaber. Især hos kineserne har denne form for medicin bidt sig fast og anvendes idag på hospitalerne sideløbende med anden medicin. Oppe i tiden er Ayurvediske teer, der sammensættes efter urgamle indiske recepter, hvor balancerne i kroppen og sindet tages i betragtning når en blanding skabes.
Eksempler på urte-teer er kamillete, myntete, rosmarinte.

Vis kurv
0 vare(r) i kurven  I alt 0,00 DKK
teSelskabet / baunegårdsvej 5 / 2820 gentofte / +45 39 65 65 53 / CVR: 28 27 10 26